Da jeg sad en dag og surfede rundt på Fyldepennen, faldt jeg over et indlæg fra én som stammer. Da jeg selv stammer, fik den mig til at tænke lidt over mig selv, da den ramte mig meget dybt på nogle punkter.

Da jeg i dag har et nogenlunde normalt liv, syntes jeg, at det var et godt tidspunkt at skrive lidt om det. Måske er der mange andre der har, eller har haft det som mig, eller bare er nysgerrige over at vide, hvad det har betydet for mit liv at jeg stammer. Så jeg håber, at andre kan få lidt gavn af det, som jeg har oplevet og har overvundet i mit 29 år lange liv.

Først skulle jeg måske fortælle lidt om det at stamme. De fleste af de mennesker der ikke stammer, lægger sandsynligvis kun mærke til at stammere ikke taler rent; de går i stå, hakker, og får aldrig sagt det de gerne vil. De lægger ikke mærke til, at nok de fleste stammere er mærket med dybe ar i sjælen, som de muligvis aldrig slipper helt af med igen - ar som kommer efter det ene nederlag efter det andet. Specielt mens man er barn, bliver de brændt dybt ind i sjælen. Det at folk på grund af deres uvidenhed behandler én som en retarderet, fordi man hakker sig igennem en sætning, er et hårdt liv for en 10-årig Som teenager har man det hårdt nok med at skulle passe ind imellem alle de andre. Det er en tid, hvor man prøver at forholde sig til tanken om overgangen mellem det at være barn og voksen og hvor den værste synd er at falde igennem - at være "anderledes" end de andre. Børn kan være grusomme mod dem der er anderledes - og når man stammer gør det bestemt ikke livet lettere.

Af de ting jeg har oplevet igennem livet, er det min barndom, der står mig klarest den dag i dag. Selvom jeg har nået en alder af 29 år og dårligt kan huske, hvad jeg foretog mig sidste uge - husker jeg alle de ting som mit stammeri har påført mig igennem tiden, som var det i går.

Mine forældre var ret kede af, at jeg begyndte at stamme - nok mest min far tror jeg, da han selv stammer (det gør min farbror i øvrigt også). Jeg tror at mine forældre ubevidst gjorde tingene værre, da de var desperate for at hjælpe mig af med mit stammeri og slæbte mig igennem hele turen med talepædagoger, psykologer, piller, og læger, der endda ville skære i min tunge, fordi de mente, at det var den, det var galt med! Intet hjalp, fordi de ikke kunne indse, at mit stammeri ikke var selve problemet. Hvis de i stedet havde taget fat i, at vi har svært ved at være sociale, få selvtillid osv. ville det nok have hjulpet. Man prøvede kun at hjælpe det synlige - altså stammeriet, men det er et bi-produkt af, at man har det dårligt med sig selv. Man bliver nødt til at bekæmpe årsagen - ikke symptomet.

Min skoletid har nok givet mig mine dybeste ar. Med et par uvidende skolelærere, som troede de gjorde mig en stor tjeneste ved at tvinge mig til at fremlægge for en hel klasse (jeg har sågar bevidst ødelagt mine briller, bare for at slippe for at fremlægge et projekt) - også selv om de vidste, at det ville ende i en katastrofe, allerede inden jeg var startet, gør at jeg i dag får svedige hænder og ikke siger ret meget, selvom jeg sidder sammen med bare 4-5 mennesker.

Den dag i dag hader jeg min skolelærer for, hvad hun tvang mig til, og jeg kommer nok aldrig til at tilgive hende for hendes uvidenhed. Det har taget mig mange år at komme mig over skammen ved at stamme overfor en forsamling, men alligevel er jeg aldrig kommet mig helt. Et godt eksempel på dette, er min lillesøster. Hun blev gift i sommers, og der er tradition for at holde tale. Jeg havde gjort en klar, men da jeg skulle til at holde den gik jeg næsten i koma, da det væltede op i mig, og jeg endte med at sende mine skolelærere nogle onde tanker, alt imens jeg sad og skammede mig over, at jeg ikke fik holdt talen.

Et andet eksempel er en ting, der går igen hver dag - når man skal handle. Når jeg går ind i en butik, og skal spørge efter en vare, får jeg svedeture. Ikke fordi jeg stammer, men fordi det ligger dybt i mig, at jeg utallige gange er kommet tomhændet ud af en butik, simpelthen fordi jeg ikke kunne sige, hvad det var jeg gerne ville have.

Vendepunktet kom den dag, da jeg gik ud af skolen. Næsten fra dag til dag, stoppede jeg 2/3 med at stamme. Jeg begyndte langsomt at få lidt selvtillid og selvværd, begyndte at tvinge mig selv til at gøre ting, som jeg før hadede - og fandt ud af at folk har meget nemmere ved at tale med én, hvis man er åben om, at man stammer - og vigtigst af alt: jeg begyndte at acceptere mig selv, som jeg var.

Man føler det meget nedværdigende at stamme over for andre mennesker, især over for nye bekendte og mest af alt over for det modsatte køn. Man føler at man er anderledes end sine medmennesker, at man ikke kan deltage i ting som ens venner gør - f.eks. gå til fester. Mine venner kan nok skrive under på, at jeg er kommet med de mest besynderlige undskyldninger for ikke at deltage, og de har nok også fundet mig meget mærkelig ind imellem.

Alle disse ting samt en masse andre, gør, at man ingen selvtillid/selvværd har, og resulterer for mange stammere i, at de bliver indelukkede mennesker, der helst vil holde sig for sig selv. For mange ender det i en ond cirkel, som kan være meget svær at bryde ud af.

I mit tilfælde hænger det meget sammen med, om jeg er positivt eller negativt indstillet i sjælen. Hvis jeg er negativ stammer jeg meget, og stammer jeg meget, bliver jeg mere negativ, og så stammer jeg endnu mere og cirklen er næsten umulig at bryde, man kan nærmest sige, at man går i selvsving.

Hvis jeg derimod er positiv, kan jeg i dag styre min stammen til en grad, hvor folk ikke tror, at jeg stammer. Fx stammer jeg aldrig når jeg møder nye mennesker, det kommer først når jeg har lært dem at kende.

Jeg føler mig stadigvæk anderledes, men jeg er sgu også anderledes - forskellen fra før og nu, er bare at jeg har accepteret at jeg stammer og ER anderledes. Jeg har accepteret, at vi alle bliver født forskellige, og at jeg bare stod i køen da Vorherre uddelte stamme-generne - Ingen er perfekte, kun i medierne. At man stammer gør ikke én til et dårligere menneske. På mange måder tror jeg, at jeg er langt mere afklaret med mig selv, end mange mennesker nogensinde bliver. Jeg har tænkt meget over livet, mens jeg havde det værst som teenager og starten af mit voksenliv. Alle nederlagene, al den skam man har følt, alle de dårlige ting der har fulgt med, har været oppe og vende i mit hoved utallige gange. Det har, bogstavelig talt, været en kamp for livet, at få vendt det til noget positivt, så man ikke bliver et indelukket menneske som er ude af stand til at komme videre.

Det lyder måske nemmere sagt end gjort, men det har taget mig over 20 år at nå til det punkt, hvor jeg er nu, og jeg tror ikke, at jeg skiller mig ud fra andre stammere.

Men tiden har jeg lært at styre mit stammeri til en grad, hvor jeg kan leve med det, og oven i købet er begyndt at nyde livet. I dag vil jeg sige, at jeg klarer mig 90% af, hvad andre mennesker gør, men det er først i mine voksne år, at jeg føler det, og virkelig har fået den fornødne selvtillid og selvværd, der gør, at jeg kan se mig selv i spejlet, uden at hade hvad jeg ser, og ligefrem smile lidt - dog på mandage morgener kan det være lidt svært at få smilet frem..!

For ikke så længe siden fandt jeg en kæreste, som har fået mig til at indse nogle ting, som jeg er ret ked af i dag. Hvorfor skulle det tage mig 20 år af mit liv at komme til, hvor jeg er i dag? Jeg kunne godt have brugt at have mødt hende for 10 år siden, og indset alle de ting, som jeg ved nu, men på ingen måder turde drømme om eller kunne overskue dengang - spildt tid som jeg aldrig får tilbage.

Da der er omkring 50.000 andre danskere (75% er mænd), der stammer mere eller mindre end mig, er jeg sikker på at mange af dem har været den samme tur igennem som mig.

Jeg hører gerne fra Jer, hvis det er tilfældet.