| Stammeforum |
|
|
|
|
Hej Stammere Jeg er 40 år og ex-stammer. Da jeg gik i skole blev jeg sendt til talepædagog igennem to år. Det hjalp ikke en hujende fis. Mit stammeri blev hverken værre eller bedre. Jeg hakkede og gik i stå som I alle kender det. Frustrerende når man nu lige vil sige noget, der bare er hamrende vigtigt! Det var min 12 år ældre søster, som gav mig nøglen til at låse mig ud af min stammen. Hun havde bemærket, som mange andre sikkert før hende, at man ikke stammer når man synger. Hun tog konsekvensen og sagde: "Syng" hver gang jeg gik i stå. Det virkede! Det kræver godt nok en god portion selvtillid, at stile sig op og synge i en forsamling, hvor man ikke kender nogen. Men med det, som med så mange andre ting; man kan vende sig til det. Også selvom man er skeløjet, krøllet, fregnet og i puberteten! Tag ikke fejl - jeg sang ikke en hel sang! Bare lige 5-6 toner så jeg kom i gang, eller over det svære punkt. Efterhånden kunne jeg også få sagt det, jeg gerne ville sige, uden at synge. I dag sker det stadig, men meget sjældent, at jeg går i stå. Når det sker - hiver jeg lige min gamle finte frem igen. Nye kolleger glor lige et øjeblik de første par gange, men lige så snart jeg har tid bagefter, fortæller jeg dem hvorfor. En sidegevinst ved den megen sang var, at jeg i tre år i starten af 90´erne levede af at synge! Jeg ved jo ikke, om det, der virkede for mig, virker for andre. Jeg fortæller også mest min historie for at påpege, at man ikke skal lade sig nøje med, hvad det etablerede behandlingssystem kan tilbyde af hjælp. Løsningen ligger måske et helt andet sted end man forventer, og, som i mit tilfælde, snublende nær.
Med venlig Hilsen
|
